Af Iman Hassani

Sebastian Queitsch Jørgensen er vokset op i et hus i Kokkedal sammen med sin mor. Et hjem, som han kalder et trygt barndomshjem, hvor kristendommen fyldte meget, selvom de hverken gik i kirke om søndagen eller bad bordbøn.

“Jeg kommer fra et hjem, hvor kristendommen fyldte ret meget, men uden at det var ritualiseret. Vi gik ikke i kirke hver søndag, men Gud var en del af opdragelsen,” siger Sebastian Queitsch Jørgensen.

Længsel efter at tale med Gud

Som kun 13-årig blev Sebastian muslim. Han gik i 7. klasse og var i et stadie i sit liv, hvor han reflekterede meget over tro. Han følte, at han havde brug for Gud, men vidste ikke, hvordan han skulle tale med Gud.

“Som trettenårig var jeg meget splittet i forhold til religion, fordi jeg syntes, at Gud er meget, meget vigtig. Men jeg har også svært ved at forholde mig til den kristendom, der blev praktiseret hjemme hos os, hvor det er meget op til os selv at definere det. Jeg havde svært ved at snakke med Gud, fordi jeg manglede det rum,” fortæller Sebastian Queitsch Jørgensen.

“Wow er det en bøn”

Selvom Sebastian Queitsch Jørgensen havde muslimske klassekammerater, havde han ikke et stort kendskab til islam. En dag, midt i et skolefrikvarter, gik han ind i parallelklassen for at hente en fodbold. Pludselig ser han sin klassekammerat Ahmed bede en bøn.

“Jeg kommer ind i parallelklasselokalet og ser min klassekammerat, en palæstinensisk dreng, der hedder Ahmed, som er i gang med at bede. Det ved jeg ikke på det tidspunkt. Jeg går hen og rører ham på skulderen og spørger, om han er okay, men han svarer ikke. Han fortsætter, og så trækker jeg mig lidt tilbage og står og betragter ham. Da han er færdig, fortæller han mig, at han var i gang med at bede. Jeg bliver fuldstændig fanget af det. ‘Wow, er det en bøn’,” siger Sebastian Queitsch Jørgensen.

Fællesskab, kultur og så islam

Efter oplevelsen af Ahmeds muslimske bøn brugte Sebastian Queitsch Jørgensen de efterfølgende måneder på at komme i den lokale moské og snakke med den lokale imam om Gud, bøn og islam. Men det var ikke kun bønnen og ritualerne, der optog Sebastian Queitsch Jørgensen. Det var også fællesskabet og kulturen, som han følte sig draget til.

“Jeg kommer jo fra et hjem, hvor det kun var min mor og mig, og jeg var rigtig glad for det hjem, men lige pludselig var der den her fællesskabsfølelse, som jeg ikke havde oplevet før. Der var stærke familiebånd, og der var mange børn, og jeg elskede at komme i de hjem. Udover at jeg blev enormt fascineret af selve det rituelle i religionen, blev jeg også enormt fascineret af fællesskabet. Jeg følte, at man passede på hinanden. Jeg plejer at sige, jeg konverterede simpelthen til en kultur mere, end jeg konverterede til en religion, da jeg var 13 år”, siger Sebastian Queitsch Jørgensen.

Jeg konverterede løbende

Ifølge Sebastian Queitsch Jørgensen var han allerede overbevist om, at islam var sandheden efter den første uge, men trosbekendelsen tog han først flere måneder efter. Det var eid-ul-fitr, som markerer afslutningen på ramadanen, og Sebastian Queitsch Jørgensen sagde til sin ven, at han gerne ville være muslim.

“Det var eid, og mine venner fik jo en masse penge. Når man bor i Kokkedal og har penge på lommen, tager man bus 354 til Hørsholm midtpunkt for at bruge sine penge. Jeg siger til en, der hedder Muhammed i gruppen: ‘Nu vil jeg egentlig gerne være muslim. Det er en speciel dag, og det giver god mening at tage trosbekendelsen.’ Mens vi var på vej til bussen, begyndte han at sige den på arabisk, så jeg kunne gentage den efter. Så kom bussen pludselig kørende forbi os, og vi begyndte at løbe for at nå den, mens han fortsatte med at fortælle mig de ting, jeg gentog undervejs. Det er en lidt sjov historie, for jeg konverterede løbende til bus 354”, siger Sebastian Queitsch Jørgensen.

Kort tid efter, da Sebastian havde sagt trosbekendelsen og var blevet muslim, ringede han til sin mor for at fortælle hende nyheden.

“Min mor og jeg har altid haft et godt forhold, og jeg var ret åben omkring, hvad jeg gjorde. Da vi nåede frem til Hørsholm, ringede jeg og fortalte hende, at jeg nu var konverteret til islam. Og så sagde hun: ‘Ej, kunne du ikke lige have ringet en halv time før?’” “Jeg har lige været ude at handle, og jeg har købt skinkepålæg, og nu er der ingen, der spiser det, så jeg ville gerne have vidst det,” griner Sebastian Queitsch Jørgensen.

Trøsten i troen

I dag har Sebastian været muslim i længere tid, end han har været kristen. Han fortæller selv, at islam har præget hans liv meget, og det var især den, han lænede sig op ad, da hans mor blev syg med kræft.

“Min mor blev syg med kræft og endte med at dø af det. Jeg kunne læne mig op ad denne religion, når jeg havde det svært. I forhold til at der er en mening med tilværelsen, og at der er en større mening med dette liv, og at livet ikke slutter – det kan godt være, at det fysiske liv slutter, og vi forlader denne krop, men vi har en sjæl, der lever videre,” siger Sebastian Queitsch Jørgensen.

Sebastian er stadig venner med Ahmed i dag. Han kender hele Ahmeds familie, og deres børn spiller også fodbold sammen i den lokale fodboldklub.