Af Iman Hassani

”Industrialiseringen har fuldstændig ændret vores forståelse og håndtering af naturen som skove, vand og det vilde liv,” siger Vinita Damodaran.

Vinita Damodaran er professor i Indiens moderne historie med et særligt fokus på miljøhistorie. Til daglig leder hun centret for verdens miljøhistorie ved Sussex Universitet, hvor hun bestræber sig på at få verdens miljøhistorie på pensum.

Destruktion af naturen

I mange år har hun forsket i menneskers indgriben i naturen i et historisk perspektiv, og ifølge Vinita Damodaran har historien siden 1500-tallet været præget af en del ødelæggelse af naturen.

”Fra 1500-tallet sker der en del ødelæggelse i verden. Europæerne, der rejste til forskellige kontinenter, var meget destruktive. Portugiserne og baskerne plejede at dræbe hvaler ved Brasiliens kyst i 1700-tallet, og det resulterede i, at en bestemt hvalart uddøde på den atlantiske kyst,” forklarer hun.

Den destruktive praksis og uddøen af dyrearter fortsatte, og langsomt begyndte man at indse, at lovmæssige initiativer var nødvendige for at bevare naturen.

På den lange bane kan du ikke dræbe hønen, der lægger guldægget. Man er nødt til at beskytte den

”De ældste love er fra 1700-tallet og blev etableret på Mauritius og Sankt Helena. Lovene kom, efter at dronten var uddøet, hvorpå engelske, hollandske og franske virksomheder indså, at naturen ikke ville blive ved med at give og give og give. Naturen har sine begrænsninger, og så begyndte man at tænke på, at man er nødt til at bevare den,” siger Vinita Damodaran.

Ifølge professoren blev viden om uddøen af dyrearter og miljølove udbredt blandt de europæere, der drog ud i verden. Det førte til en bred global opmærksomhed og bevidsthed om naturen, der ikke havde været der i samme omfang tidligere.

Indiens frugtbarhed

I Indien, som i 1800-tallet var en del af det britiske imperium, indførte englænderne en række miljølove.

”Englænderne etablerede miljølove for at bevare Indiens frugtbarhed. På den lange bane kan du ikke dræbe hønen, der lægger guldægget. Man er nødt til at beskytte den, hvis man ønsker, at den skal fortsætte med at generere ressourcer,” siger Vinita Damodaran.

I 1865 kom den første indiske skovlov, der begrænsede den indiske lokalbefolknings adgang til skovområder.

Dette er vores skove. Hvor vover I at komme og gøre vores områder forbudte for os

”Lokalbefolkningen havde ikke længere fri adgang til skovområderne. De kunne ikke høste grøntsager eller mahua-blomster. Mens hungersnøden truede, måtte inderne tigge skovvagterne om at få lov til at komme ind i skovene. Og nogle gange måtte de gemme sig for skovvagterne. Kvinderne var nødsaget til at gå meget længere for at hente brænde, enten fordi skoven var blevet fældet, eller fordi de ikke længere havde adgang til den,” fortsætter Vinita Damodaran.

Modstandskæmperen Birsa Munda

Det britiske imperium havde altså magten og retten til Indiens naturområder. Med et malende udtryk betegner Vinita Damodaran skovene som ”drakoniske”. Den barske lovgivning førte til, at det blev strengt forbudt for den indiske befolkning at betræde skovområderne.

”Lovene gjorde lokalbefolkningen meget bekymret, og der opstod store konflikter mellem staten og lokalsamfundet. Lovene var meget topstyrede, hvor folket ikke stod for bevarelsen af egne naturområder, som de hidtil havde gjort i overensstemmelse med deres kulturer,” forklarer Vinita Damodaran.

I 1800-tallet stillede Birsa Munda sig i spidsen for en modstandsbevægelse i Indien, som kæmpede for at få skovarealerne tilbage til den indiske lokalbefolkning.

”Birsa Munda bevægelsen havde den holdning, at ’Dette er vores skove. Hvor vover I at komme og gøre vores områder forbudte for os’,” siger Vinita Damodaran.

Ifølge professoren blev Birsa Munda arresteret og dræbt af englænderne i år 1900 på grund af sine protester. Men den officielle forklaring (givet af englænderne på daværende tidspunkt) var, at han døde af kolera.

Birsa Munda fik hverken succes med at ophæve de indiske skovlove eller få skovene tilbage til lokalbefolkningen, men hans navn og historie lever videre som en legende i de indiske lokalsamfund.

Natursyn

Ifølge Vinita Damodaran er meget af det oprindelige folks eksistensgrundlag knyttet til naturen.

”Oprindelige folks eksistensgrundlag er forbundet med en miljømæssig livsstil. De lokale skove bliver brugt til at høste afgrøder især under hungersnød, madkriser eller monsunen. Så lokalbefolkningen er meget afhængig af naturen. Vi har tidlige eksempler på, at lokalbefolkningen griber ind, ved at kvinder har forsøgt at beskytte træer, som stod for at blive fældet af de lokale ledere,” lyder det fra Vinita Damodaran.

Ifølge professoren har den lokale indiske befolkning en naturforståelse, der er dyb forankret i viden om naturen, men den er også forankret i en kulturel og religiøs praksis.

”Blandt den indiske lokalbefolkning er der en dyb forståelse af landskabet. Der er en hel videnskab om svampe, grøntsager og mahua-blomster, som førhen blev brugt til at lave alkohol i Indien. Deres huse var smukt dekoreret og malet med grene fra saltræet. Økologi og det guddommelige er stærkt forbundet i de oprindelige folks kulturer. Naturen er en del af deres religiøse praksis, hvor de for eksempel tilbeder bjerge, træer og landskab,” siger professoren.

De tomme maver og de fulde maver

Kampen om Indiens natur er stadig politisk aktuel. En måling fra the Global Economy fra 2024 peger på, at omkring 63 % af Indiens befolkning bor i landsbyer, hvor de er særligt afhængige af naturen. For eksempel fortæller Vinita Damodaran, at især forurening giver anledning til stor bekymring. For hvis en vandkilde bliver forurenet, så har det konsekvenser.

I dag omfatter kampen om Indiens natur både aktører fra den indiske lokalbefolkning og den indiske middelklasse, som Vinita Damodaran kalder de tomme maver og de fulde maver.

”Der er konceptet om de fulde mavers og de tomme mavers miljøbevægelser. I de fattige lande, finder du typisk de tomme mavers miljøbevægelser, fordi deres levevilkår og overlevelse er stærkt knyttet til skovene, vandkilderne osv. Men du har også en miljøbevægelse drevet af den veluddannede middelklasse i Indien, som forstår vigtigheden af at bevare træer, og hvorfor du ikke kan anlægge miner i ethvert bjerg,” siger hun.

Kampen om natur og miljø kan have en høj pris. Det kan koste liv. Ifølge professor Vinita Damodaran er det for det meste oprindelige befolkningsgrupper, det går ud over.

”40 % af miljøbevægelsen er drevet af oprindelige folk, og de er i front. Omkring 200 miljøaktivister bliver dræbt hvert år, og mange af dem er fra de oprindelige folk.”

I Indien bor flertallet af landets befolkning stadig i landsbyer, og for dem er naturen fortsat eksistensgrundlaget. Her er kampen om naturen og dens ressourcer ikke kun noget, der ligger i historien, men en daglig kamp om natur og overlevelse.

Artiklen blev først publiceret i Pov.international den 12. december 2025.