Under folkedrabet i Srebrenica blev over 8000 bosniske muslimske mænd og drenge systematisk dræbt på blot få dage, og lig bliver stadig fundet i massegrave 30 år senere. 

Flere årtier senere, husker Elvir Fejzic en blodig episode meget tydeligt. Ham og hans mor skulle hente mad i bydelen Crvena Rjeka, men pludselig begyndte det at regne med granater. 

“Vi løber lige igennem skolegården, og jeg ser lig over alt. Det glemmer jeg aldrig. Mens jeg løber, kunne jeg se kropsdele overalt. Jeg kan huske, at jeg tog min hånd og lagde det over min lillebrors øjne, der var 9 år gammel, så han ikke skulle se de lig”, siger Elvir Fejzic.  

Internt fordrevne 

Siden krigens start i 1992 har familien Fejzic fulgt den nøje, men de troede ikke, at den ville nærme sig dem og deres lille landsby Zobista, der grænser op til Serbien. Det ændrede sig en aften, da familien Fejzic’ nabo advarede om, at de serbiske soldater havde passeret dæmningen og rykket nærmere på deres landsby. Her besluttede familien Fejzic at flygte ud i skoven, og kunne fra bakketoppen være vidne til, at deres hus stå i flammer. Det blev begyndelsen på flere års intern flugt og fordrivelse for familien Fejzic. 

Den serbiske hær rykkede tættere og tættere på. Landsby efter landsby, med et flertal af bosniske muslimer, blev brændt til jorden. Konsekvensen blev, at op mod 40.000 bosniske muslimer fra de omkringliggende landsbyer flygtede til Srebrenica, der ikke var blevet indtaget af den serbiske hær endnu.  

Da familien Fejzic boede i Srebrenica, husker Elvir Fejzic, at de ikke havde meget mad. Sult var en del af hverdagen, fordi byen var belejret af serbiske militser, der forhindrede de humanitære lastbiler med mad og nødhjælp at komme ind i byen. 

“Vi fik mad én gang om dagen. Der er en episode, som jeg aldrig glemmer. Vi havde ikke fået noget at spise i tre dage, og vi var alle trætte. Vi kunne næsten ikke bevæge os. Og en dag kom min far ind af døren med nogle sorte madpakker. Det var ikke noget der smagte godt, men for os var det luksus. Det var fisk, peanutbutter og kiks”, siger Elvir Fejzic.

Efter Srebrenica blev erklæret en sikker zone i april 1993, blev familien Fejzic indkvarteret i nogle flygtningelejre i bydelen Zelani Jadar. Og en dag mens Elvir Fejzic lå og sov inde på sit værelse, hørte han et kæmpe brag tæt på hjemmet. Han vågnede ved et sæt og går ud af huset for at orientere sig om, hvad der var sket. 

“Vi går alle sammen ud af vores huse, og så hører jeg min onkel sige til min far “vi skal ind mod byen [Srebrenica, fordi den serbiske hær er rykket tættere på]”. Jeg kan huske, at min mor tog alle billeder med sig. Mens vi løber ind mod byen, falder der granater og en af mine klassekammerater bliver ramt i benet”, siger Elvir Fejzic.

“Serberne kommer nu og indtager byen”

Da familien Fejzic ankommer til byen Srebrenica, søger Elvir Fejzic og hans familie ly i sin morfars hus. Flere familiemedlemmer havde allerede fundet tilflugt i bedsteforældrenes hjem. Og selvom de nu er i sikkerhed, går der ikke lang tid før panikken begynder at brede sig i familiestuen. 

“Alle sidder i stuen, mens der falder granater, og min morfar tænder for radioen. Jeg kan stadig huske stemmen i radioen, der råber “nogen må gøre noget!”. Pludselig løber en voksen ind i huset og siger “serberne kommer nu og indtager byen”, siger Elvir Fejzic. 

Elvir Fejzic fortæller, at han husker sin mor gribe fat om den bunke billeder, hun havde 

med sig fra deres hjem. For nu var familien klar over, at de skulle til at flygte igen. 

“Vi løber alle sammen ud, og man hører skud og lyden af kugler, der flyver. Tusindvis af mennesker er samlet i midtbyen. Vi står alle sammen foran FN-basen, og ingen mennesker får lov til at komme ind. Vi kunne se, at FN-soldater flygter ud af basen sammen med nogle sårede, der lå på båre. De ved, at serberne har indtaget byen, men ingen civile får lov til at gå med”, siger Elvir Fejzic. 

Der var to FN-baser i byen. En i centrum af byen, som FN-fredsbevarende soldater nu havde forladt efter den serbiske hær havde overtaget byen, og en base lidt nord uden for centrum i en lille landsby, der hedder Potocari. 

I skoven bliver Elvir væk fra sin far 

Mens Elvir Fejzic står sammen med sin familie og flere tusinder af mennesker foran FN-basen, beslutter de voksne mænd at gå igennem skoven.

“Alle de voksne ved, hvad der venter dem. De bliver slået ihjel. Så min far vælger at gå med de voksne, fordi han ikke vil med til Potocari, fordi han vidste, de vil blive slået ihjel. Så alle de voksne vælger at gå igennem skoven mod Tuzla”, siger Elvir Fejzic.

Elvir Fejzic’ far og de andre bosniske mænd flygter til Tuzla, fordi det er den by, der er under de bosniske muslimske myndigheders kontrol og derfor anses som et sikkert sted for de tusindvis af bosniske muslimske mænd og drenge. Selvom Elvir Fejzic’ mor ikke var meget for det, besluttede Elvir at gå med sin far, onkel og resten af mændene i hans familie. 

Elvir Fejzic og hans far går hele dagen, men da det blev aften, opstår der pludselig kaos. 

“Vi fortsætter med at gå hen mod aftenen, og jeg husker at det bliver mørkt. Da vi kommer på toppen af en bakke, begynder granaterne at falde, og det bliver kaotisk. Folk begynder at løbe og jeg bliver væk fra min far og onkel”, siger Elvir Fejzic.

Tilbage til Potocari

Elvir Fejzic bliver væk fra mændene i sin familie, og vælger at gå tilbage til byen Potocari i Srebrenica på egen hånd. 

“Da jeg ankom til byen Potocari om morgenen, ser jeg mennesker overalt. Jeg er så træt, fordi jeg har gået hele natten. Og da jeg så menneskemængden foran FN-basen, sætter jeg mig ned iblandt dem og falder i søvn. Jeg vågner efter et par timer, og går rundt og leder efter min mor og lillebror. Det lykkedes mig at finde dem, og da min mor ser mig, begynder hun at græde”, siger Elvir Fejzic. 

Elvir Fejzic er endelig genforenet med sin mor, lillebror og lillesøster. Han fortæller, at på et tidspunkt overhører han nogen sige, at de serbiske soldater er kommet ind til Potocari, og de derfor må prøve at komme ind i FN-basen for at være i sikkerhed. 

“Jeg ser de serbiske soldater gå blandt menneskene. Der kommer nogle busser, og de serbiske soldater fortæller os, at busserne skal køre os til Tuzla. På et tidspunkt kommer Mladic, og jeg kan huske, at han deler chokolade ud og siger “der kommer ikke til at ske jer noget. Alle civile bliver evakueret”, siger Elvir Fejzic.  

Mladic eller Ratko Mladić var generaloberst for den bosnisk-serbiske hær under krigen i Bosnien (1992-1995). Han er også kendt som “slagteren fra Bosnien” på grund af hans rolle under folkedrabet i Srebrenica. I 2021 afgjorde den internationale domstol endeligt, at den tidligere generaloberst Ratko Mladic skulle dømmes på livstid for folkedrab i Srebrenica, krigsforbrydelser og forbrydelse mod menneskeheden.

Få timer op til folkemordet

Det er juli måned i 1995, og de serbiske soldater har nu indtaget byen Srebrenica. 

Foran FN-basen står Elvir Fejzic med sin mor, lillebror og lillesøster, omgivet af tusindvis af andre bosniske civile. Han husker, hvordan de serbiske soldater beordrede de civile bosniere gå hen mod busserne, og mindes, at kun få FN-fredsbevarende soldater var til at få øje på.

“På venstre side er der nogle huse, og på højre side er der nogle forladte fabrikker, hvor nogle civile havde fået lov til at søge tilflugt. Foran er FN-basen. Serbiske soldater står på hver side af vejen, og man skal igennem dem for at komme hen til busserne. Bag ved mig står nogle venner, der er lidt ældre end mig. De står uden deres familie. Folk går forbi de serbiske soldater hen mod busserne og lige pludselig kan vi se, at mændene bliver sorteret fra og ført hen til husene. Min mor holder mig i hånden og vil have mig med til busserne”, siger Elvir Fejzic. 

Da det blev Elvir Fejzic’ tur til at passere de serbiske soldater for at komme til busserne, besluttede Elvir Fejzic at ændre kurs og fortæller sine to ældre venner, hvad de nu skal gøre.

“Vi går ikke med!” siger jeg til dem. Vi sætter os ned på jorden i den store menneskemængde og skjuler os. Noget i mig sagde “du skal ikke gå nu”. Jeg kunne se, at alle mænd bliver sorteret fra, også nogle på min alder eller yngre end mig. De eneste der fik lov til at komme ind i busserne var kvinder og børn. Også gamle mænd blev sorteret fra”, siger Elvir Fejzic.  

Hans mor og søskende går videre uden Elvir Fejzic. Pludselig hører han sin mor råbe “hvor er Elvir?”. Her beroliger hans lillesøster moren, og siger, at han nok er gået og er sikkert allerede inde i en af busserne, så de fortsætter med at gå. 

“Der kommer en lastbil, og så siger en serbisk soldat, at nu kan de voksne mænd komme med. Mig og mine venner begynder at gå, fordi nu bliver vi ikke sorteret fra længere, fordi vi skal med lastbilen. Vi nærmer os lastbilen, og så siger jeg til dem “vi fortsætter” og så løber vi hen til busserne”, siger Elvir Fejzic. 

Først løber Elvir Fejzic’ venner ind i bussen, og i det han skulle til at træde op på bussen, er der en serbisk soldat, der lægger hånden på Elvir Fejzic’ skulder og spørger ham om alder og legitimation. Samtalen varer ikke længe før en anden soldat pludselig kalder på ham, og straks efterlader den serbiske soldat Elvir Fejzic til at løbe op i bussen. 

“Jeg løber op i bussen og gemmer mig under nogle sæder. Der er stille i en periode og så begynder bussen at køre”, siger Elvir Fejzic. 

Elvir Fejzic var nu kommet med en af de busser, der kører mod Tuzla, den bosnisk-muslimsk kontrollerede by.

Busturen til Tuzla

Busserne kører mod Tuzla og stopper i byen Bratunac, der nu er under serbisk kontrol. I Bratunac er der en checkpoint og nogle serbiske soldater kommer ind i bussen for at gennemsøge den.

“Soldaten spørger om, der er nogen voksne mænd med, og kvinderne svarer “nej, det er der ikke”. Der var en gammel dame, der smed noget klæde over mit hovedet for at dække mig”, siger Elvir Fejzic. 

I sikkerhed i Tuzla 

Ifølge Elvir Fejzic så stopper bussen på et tidspunkt, og de civile får besked på at gå mod grænsen til byen Tuzla, der er kontrolleret af bosniske soldater.

“Jeg rejser mig op og går ud af bussen. Jeg kigger ned på jorden, og jeg kan høre de serbiske soldater sige “hvem er det, der gav ham der lov til at køre med bussen. På et tidspunkt står vi foran en tunnel, hvor der er nogle soldater. Jeg kommer tættere på dem, og så kan jeg se på deres uniform, at det er vores soldater, og der bliver jeg lettet”, siger Elvir Fejzic.  

Elvir Fejzic fortæller, at de bosniske soldater kigger på Elvir Fejzic og er overrasket over, at han er med, da ingen i hans alder er kommet den vej. Indtil videre havde de kun set kvinder og børn. 

Genforenet med sin mor

Elvir Fejzic var nu kommet i sikkerhed.

“Jeg går igennem tunnelen, og kommer til en stor åben mark med tusindvis af mennesker. Jeg ser sygeplejersker, der giver hjælp til ældre. Der er journalister, der går rundt. Og folk fra Røde Kors. Lige pludselig kommer der en, der kan genkende mig, og siger, at min mor leder efter mig”, siger Elvir Fejzic.

Selvom det var et glædeligt øjeblik for Elvir Fejzic, at han fandt sin mor og søskende, så husker han, at menneskene var som zombier. 

“Folk var stille. De gik rundt som zombier. Nogle var chokeret. De var blege i ansigtet, og deres blikke var tomme. Det var som om de var væk. De var ikke til stede”, siger Elvir Fejzic. 

Senere blev Elvir Fejzic og hans familie kørt til en landsby. Her bliver de indkvarteret på en skole, og Elvir Fejzic får sit første bad efter lang tid. Trods lettelsen over at få sig et bad og endelig være i sikkerhed, er det ikke alle, der oplever samme sans for lettelse.  

“Vi bliver placeret i en gymnastiksal, og jeg kan huske, at der er en midaldrende dame, der river sig i håret og råber højt “Nu bliver vi alle slået ihjel!”. Der er nogle voksne, der prøver at få hende til at falde til ro, og jeg kan huske, at dér bliver jeg bange, fordi jeg kommer til at tro på hende”, siger Elvir Fejzic. 

Elvir Fejzic erindrer, at det var første gang under hele forløbet den juli måned, at han faktisk mærker følelsen af frygt.  

En vigtig familiemedlem mangler 

Efter nogle dage bliver Elvir Fejzic og hans familie indlogeret i nogle forladte huse i byen. De lokale i byen hjælper de nyankomne flygtninge med mad og tøj. Men en vigtig familiemedlem mangler – Elvirs far. 

“Nu venter vi på, at vores far og de andre voksne, der er gået igennem skoven, kommer hjem. Vi venter og venter. Der går dage og dage”, siger Elvir Fejzic.  

Den efterfølgende tid lever Elvir Fejzic og resten af familien med håbet om, at hans far ikke er slået ihjel, men stadig lever – også selvom de får at vide, at de fleste på den rute nok er blevet slået ihjel i skoven. 

Hverken Elvir Fejzic’ far, farbror eller bedstefar kommer nogensinde tilbage. I 2001 finder de Elvir Fejzic’ far i en af massegravene. Efter mange år erkender familien Fejzic, at Elvir er den eneste mandlige overlevende fra folkemordet i Srebrenica. 

30 år senere