“Når man taler om besættelsestiden, handler det ofte om den store historie. Samarbejdspolitikken, modstandskampen og flugten til Sverige, men det er de personlige fortællinger, der bringer nuancerne frem i historien”, siger Burhan Bayhan, der er cand.mag. i historie og religionsvidenskab.
Af Iman Hassani
Et liv i krig er en fremmed tilværelse for de fleste danskere i dag. Men da Danmark blev besat af Tyskland i 1940, ændrede livet sig for de fleste. I stedet for at drikke kaffe, drak man kaffeerstatningen Rich’s, og i stedet for at ryge tobak, røg man tørrede æbleblade. Pressen blev censureret, og hverdagen var præget af angst. Alligevel formåede børn at finde børnelatteren frem under leg omgivet af rædsler.
Frygten for at flere ældre vil dø under Corona fik Burhan Bayhan til at starte sit projekt, hvor han begyndte at indsamle personlige beretninger om livet under Danmarks besættelse. Beretningerne dokumenterer han på sin Youtube kanal og Instagram profil “Burhan Bayhan”.
“Hvis flere ældre dør, så dør erindringerne fra den tid med, og som historiker havde jeg et ansvar”, siger han til Dagbladet Information. Burhan Bayhan har i alt interviewet 47 personer, hvoraf de fleste var børn under besættelsen. Og vi har spurgt historikeren om, hvordan krigen specifikt blev oplevet af børnene i Danmark.
Børn var inkluderede i krigen
Ifølge Burhan Bayhan, så viser mange af interviewene krigen i børnehøjde.
“Børn kender ikke til politik. De kender kun til oplevelser. Og ofte syntes mine interviewpersoner, at det har været sjovt at dele en hemmelighed med deres forældre, fx når de blev bedt om at sende illegale blade rundt”
Burhan Bayhan har talt med den ældre herre Henning Mogensen fra Brønshøj, der kun var en lille dreng under besættelsen. Hans far, faster og onkel var alle med i modstandsbevægelsen. En dag kom tyske soldater på besøg med en mistanke om, at de var modstandsfolk, der gemte våben. Fasteren bad Henning lægge sig på stuens divan og spille syg. Hun advarede de tyske soldater om at nærme sig Henning, da han efter sigende bar på en meget smitsom sygdom. Det endte med, at de tyske soldater aldrig fandt våbnene, og først efter krigen, finder Henning ud af, at der lå våben gemt under ham, mens han lå på divanen.
Red suppen!
Burhan Bayhan fremhæver, at mange af hans interviewpersoner ser på deres oplevelser med helt andre øjne, nu som voksne. Inger Andersen, der boede på Nørrebro, har delt en sjov anekdote fra besættelsestiden.
“En dag havde genboen lavet suppe til Ingers familie, som faren skulle hente. Ingers far kommer gående på tværs over gaden med en suppegryde. Pludselig begynder en tysk soldat at skyde og rammer gryden, så suppen siver ud i hver side. Sammen med sin mor løber hun straks ud med brød, som de dækker hullerne med for at redde suppen. I dag synes hun det er skræmmende, men som barn opfattede hun ikke alvoren i det der foregik”, fortæller Burhan Bayhan.
Gemte jødiske børn
“Anden verdenskrig berørte alle børn. Alligevel var de danske jødiske børn mere udsatte”, pointerer Burhan Bayhan. For nogle måtte flygte, andre blev sendt i koncentrationslejr, og ca. 150 jødiske børn blev gemt i Danmark, mens deres forældre tog flugten til Sverige.
Burhan Bayhan fortæller historien om den 4-årige Tove Udsholt, der blev sendt til at bo hos en dansk plejefamilie i Gilleleje. Efter befrielsen blev hun hentet af sin mor, men Tove havde svært ved at føle sig hjemme. I protest nægtede hun at tale, og efter nogle år kom hun tilbage til plejeforældrene.
Toves historie beretter om, hvordan krig splitter familier ad. Hendes mor var nemlig jøde, i modsætning til hendes far, der var kristen. Og mens Toves mor var nødsaget til at tage flugten til Sverige, forblev faren i Danmark. Under Toves ophold hos plejefamilien, skriver faren gentagne gange, og beder om at se sin datter. Plejefamilien gemmer brevene, og først efter deres død, finder Tove de mange breve gemt på loftet.
Legede jødisk påske i koncentrationslejr
Opholdet i koncentrationslejr begrænsede på ingen måder Max’ barnefantasi eller lyst til leg. Max var kun en lille dreng, da han og hans familie blev sendt i Theresienstadt koncentrationslejr af de tyske soldater under jødeaktionen i Danmark. Han fortalte Burhan Bayhan, hvordan han sammen med de andre børn legede pesah (jødisk påske) i koncentrationslejren. De legede, at de udførte de jødiske ritualer og fik serveret en stor påskemiddag. I virkeligheden var der hverken middag eller påske, men gennem leg kunne de bevare noget af deres normale barndom trods sult og terror.
Pigen fra den franske skole
I slutningen af krigen blev den franske skole, der ligger midt i Frederiksberg, fejlbombet af briterne. Burhan Bayhan gengiver historien om Inge Tralov, der var elev på skolen.
“Da hun så det først fly, tænkte hun noget var galt. Hun trodsede skolereglerne, og løb straks hjem. En forælder til et barn på skolen havde efterfølgende sagt: “De børn der var lydige døde, og de børn der var ulydige overlevede””.
Efter at være vidne til bombningen af sin skole, kunne Inge en gang imellem døje med triste tanker, og når det skete, sagde moren “tag pænt tøj på, nu tager vi i Tivoli!”.
Barndommen under besættelsen
“For mange af de personer jeg har talt med, hænger dufte og lyde stadig fast”, forklarer Burhan Bayhan. Og tilføjer, at de også kan få nogle flashbacks til deres traumatiske oplevelser.
Under krigen formåede de fleste børn at forblive børn. Om der blev skudt efter farmand eller fanget i koncentrationslejr, så formåede de at gøre tilværelsen til en sjov leg trods de mærkværdige omstændigheder.
Fortællingerne fra besættelsen beskriver en tid, der splittede familier ad, bar præg af hemmeligheder, og havde konsekvenser for personernes voksenliv. På mange måder maler disse beretninger et større billede om Danmarkshistorien under besættelsen, som det blev levet og oplevet af børn.
