Hvordan skriver man om et emne, der er dybt aktuelt, dybt følsomt og ikke mindst dybt politiseret? Klaus Rothstein gør forsøget i bogen Den sorte mand. Racisme, woke og hvidhed i dansk litteratur. Heri præsenterer han, hvordan afrikanere og sorte mennesker er blevet skildret i dansk litteraturhistorie. Rothstein dokumenterer en negativ og stereotyp fremstilling af sorte, der bunder i så forskellige årsager som underholdning, frygt, erotisering og begær. Samtidig forsøger forfatteren at nuancere fremstillingerne og fremhæver, hvordan litteraturen også kan læses som et udtryk for »empati og sympati«, endda med en »god intention« trods racistisk sprogbrug. Derudover beskæftiger Rothstein sig også med aktuelle eksempler på begivenheder, hvor antiracister har kritiseret og udfordret sproget, hvilket både er endt med fyringer og undskyldninger.

Idéen til bogen opstod i forbindelse med politidrabene i USA i 2020, der førte til en »debat om hvidhed, sorthed, racisme, sprog og mindekultur.« Rothsteins formål er at undersøge, hvad skønlitteraturen betyder for vores »historiske forestillinger og fordomme«, med særligt fokus på den sproglige fremstilling af »de andre«. Bogen er skrevet med henblik på at fremlægge en »kritisk skepsis over for dele af den aktivistiske antiracisme, der vil opfatte bogen som endnu en kolonialistisk aggression.« Hvad angår ældre værkers racistiske sprog, argumenterer Rothstein for, »at løsningen er at tilføje i stedet for at fjerne.« Rothstein skriver: »Vores litteratur – ikke mindst den fortalt til børn – har altid konstruereret fordomsfulde og groteske billeder af sorte, en hel del med betydelige racistiske over-og undertoner. Men man må spørge sig selv, om fremstillingerne er skabt med det tilsigtede mål at nedgøre sorte ud fra et egentligt racistisk og kolonialistisk værdisæt og et ønske om at håndhæve hvid magt. Eller om de snarere udspringer af et troskyldigt-naivt syn på sorte som upolerede ædle vilde i pagt med naturen og af et ønske om at opdrage danske børn til en verdensvendt tolerance?« Rothsteins projekt er en slags dokumentationsarbejde.

Sådan skrev man om sorte mennesker førhen og nu. Og selvom nuancering og kritisk skepsis over for lette løsninger altid er en god ting, efterlades jeg med en tvivl om, hvad Rothstein egentlig vil med projektet.

H For eksempel pointerer Rothstein, at n-ordet er krænkende, men løbende forsøger han at nuancere den historiske brug af ordet. Han refererer blandt andet til børnesangen Jeg har set en rigtig negermand (1970), hvis næste vers er »og han var så sort i ho’det som en tjærespand«. Samme sang beskriver en indianers hudfarve som en »ildebrand« og en kinesers som en »sodavand«. Sangen afsluttes således med ordene »lad ej farven på mennesker spille ind. Vi må mødes med et godt og ærligt sind«, og Rothstein fremhæver, at »trods sit søde budskab har sangen ikke en chance i dag. Sproget er parodisk, eksotiserende og nedladende, og hele formen dementerer det mellemfolkelige budskab«. Spørgsmålet er, om problemet, som det antydes af Rothstein, kan reduceres til at være sprogligt? Kan budskabet være »sødt« og »mellemfolkeligt«, når det hviler på en racistisk sprogbrug, der illustrerer et tydeligt ubalanceret magtforhold? I sangen er ‘ Lille Bo’ den eneste, som ikke tillægges nogen beskrivelse.

Dermed fremstår han som et individ, der har magten til at beskrive de andre, som i den forbindelse bliver objektiviseret. Når racisme reduceres til at omhandle sprog, overser man de andre vigtige faktorer, racisme er funderet i, og som handler om magt. Magten til at beskrive og magten til at bestemme. Faktorer, der netop kan føre til diskrimination og ulighed blandt forskellige etniske befolkningsgrupper.

Jeg finder det alarmerende, når Rothstein citerer H. C. Andersens eventyr ABC-bogen fra 1858: »Sort er en Neger al sin Tid, Ham kan man ikke vaske hvid«, hvortil han skriver: »I midten af 1800-tallet var verset en uskyldig konstatering med et sjovt og behændigt rim og en eksotisk pointe. Sådan kunne verset læses i næsten 150 år, indtil vi i dag ikke kan læse det uden at komme i karambolage med vor tids herskende værdier og sprognormer.« Problemet er, at en sådan ytring kun kan tolkes som uskyldigt af hvide mennesker. For sorte og racialiserede mennesker er det ikke et harmløst citat – hverken dengang eller i dag.

Dengang de såkaldte racehierarkier dominerede samfundsstrukturerne, var det mindst lige så problematisk.

Der manglede bare en bevidsthed om det, fordi der ikke blev sat spørgsmålstegn ved det hvide overherredømme. I dag bliver strukturen udfordret af, at den afspejler dybe magtstrukturer, der er funderet i en racistisk fortid. En fortid, der har ført til racemæssige uligheder, som stadig findes.

Her kunne man godt have ønsket, at forfatteren forholdt sig mere til den historiske kontekst, litteraturens raceforestillinger og racefremstillinger udspringer fra. Det illustrerer, hvilken selvforståelse, der har ført til følelsen af etnisk overlegenhed -en diskussion, som Rothstein sagtens kunne gå mere i dybden med.

Ifølge økonomen Thomas Piketty, der har skrevet bogen Racisme skal måles for at overvinde diskrimination, er skildringer om ikke-hvide folkeslag ikke blot folkefortællinger, men udtryk for en kategorisering af mennesker, som fastlåser dem og deres identitet. Det fører til racisme, ulighed (herunder social ulighed) og diskrimination i samfundet.

Hvorfor ikke bruge dokumentationsarbejdet, Rothstein har lavet, som afsæt til at se os selv kritisk i øjnene, frem for at synge undergangsmelodier om, at den frie kunst er truet? Rothstein kaster også et kritisk blik på tidens antiracister, der grundet »krænkelsesparathed« og »identitetspolitik« udfordrer litteraturens og scenekunstens sprog og indhold. For eksempel når teaterstykket White Nigger/ Black Madonna imødekommer kritikken af brugen af n-ordet, og ændrer titlen til Black Madonna uden White Nigger. Rothstein problematiserer denne slags initiativer og indvender sarkastisk, at han spørger sig selv »hvornår man begynder at udstyre bøger med et certifikat, der viser, at de har været igennem et sensitivitetstjek.« Forfatteren beskæftiger sig med mange interessante eksempler på skildringer af sorte i dansk litteratur hos blandt andre Tove Ditlevsen, Henrik Hertz, Karen Blixen, Poul Henningsen og Johannes V. Jensen. Men han når ikke ind til kernen af kompleksiteten af de problemstillinger, som titlen lægger op til at ville diskutere, nemlig racisme, wokeisme og hvidhed. I stedet går Rothstein hurtigt videre til næste eksempel uden at følge sine pointer til dørs.

Dog skal det fremhæves, at bogens nuancer er interessante, og selvom det får indholdet til at fremstå tvetydigt, står et meget centralt budskab klart: »Mens N-ordet lige så langsomt, naturligt og nødvendigt udfases af hverdagssproget, bør det kunne leve videre i skønlitteraturen, hvor der er kunstnerisk og historisk relevant, ikke mindst i romanerne, der vil gengive fortidens fordomme og fortræd.« Spørgsmålet er, hvilken betydning den slags litteratur kan have for vores samfund og samfundsborgere i dag?.

Klaus Rothstein, Den sorte mand. Racisme, woke og hvidhed i dansk litteratur, Gads Forlag.

Thomas Piketty, Racisme skal måles for at overvinde diskrimination, Informations Forlag.

Boganmeldelsen er først blevet publiceret i Atlas (30-08-2025)