Isabella Hammads roman om en kvinde, der forsøger at lære sin familiehistorie at kende, udfolder på fornem vis kompleksiteten i den palæstinensiske frihedskamp.

Genfærd ind er Isabella Hammads anden roman, og handler om en britisk-palæstinensisk kvinde, Sonia Nasir, der tager til Haifa for at besøge sin søster, Haneen. Her prøver hun at komme over en kærlighedsaffære med den gifte teaterinstruktør, Harold, og forsøger samtidig at lære mere om sin egen familiehistorie.

Sonia er i slutningen af 30″erne og skuespiller.

I Haifa møder hun sin søsters veninde, teaterinstruktøren Mariam, der tilbyder hende rollen som Gertrud i Shakespeares Hamlet. I begyndelsen er Sonia tøvende, men ender alligevel med at tilslutte sig teatergruppen.

Bogens handling foregår i Haifa og på Vestbredden, og skildrer forskellige palæstinenseres skæbner under den israelske besættelse, hvis rettigheder afhænger af, hvor de kommer fra. Der er nemlig stor forskel på palæstinenseres tilværelse afhængig af, om de er israelske statsborgere, bor på Vestbredden, bor i Gaza, bor i flygtningelejr eller er en del af den palæstinensiske diaspora. For eksempel er Mariam palæstinenser med israelsk statsborgerskab, og født med flere juridiske rettigheder end sin eksmand Hazem, som er palæstinenser fra Hebron på Vestbredden. Sammen har de sønnen Emil, som bor med Mariam i Haifa, der ligger i Israel.

Den israelske stat giver Hazem tilladelse til at besøge Emil i Haifa én gang om måneden. Mariam fortæller Sonia, at de blev skilt, fordi han ikke kunne »fake det.« »Man er nødt til at fake det. (…) lade, som om fremtiden er lysere, end den er.« De hårde omstændigheder Hazem lever under i Hebron har både ført til depression, ægteskabets opløsning og et begrænset samvær med sønnen.

De forskellige kategoriseringer af palæstinensere er et resultat af al-Nakba i 1948, hvor omkring 750.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres land. »Alle familier har vel en Nakba-fortælling«, får Sonia at vide. En fortælling om forfølgelse, der har formet mange palæstinenseres identitet og ført til aktivisme og modstand mod besættelsesmagten, som både foregår politisk, kunstnerisk og psykologisk. Som teenagere tager Sonia og Haneen med deres onkel Jad til en flygtningelejr for at besøge den unge Rashid, der sultestrejker. »De har knækket hans ånd,« siger hans mor. Som voksen finder Sonia ud af, at Rashid døde. Hun bliver dybt påvirket og indser, at mens hun har været i London, har hun mistet forbindelsen til en virkelighed i Palæstina. Sonia er især nysgerrig efter at kende til sin fars ungdomsaktivisme. Han fortæller hende, at den blev affødt af, at han skulle bede om en tilladelse fra den israelske militærguvernør til at flytte til Nazareth. »Så kunne jeg mærke, hvordan den israelske forfølgelse og mishandling af os, af arabere, sneg sig ind på os. (…) Og så, ganske langsomt, begyndte jeg at forstå situationens alvor.

Forstår du? Arabere kan ikke tage på arbejde uden tilladelse. Folk kan ikke forberede deres liv uden en tilladelse. Og senere, da jeg var flyttet til Beirut, var jeg allerede fuldstændig politiseret.

« Forholdene afføder en politisk bevidsthed hos palæstinensere, der i bogen omtales som en »vækkelse.« En vækkelse, hvor de forstår den undertrykkende magt, de er underlagt, og indser, at de må tage stilling og agere. Hazem var Mariams vækkelse, Rashid var Haneens vækkelse, Sonias vækkelse var den første intifada, farens vækkelse var militærguvernørens tilladelse, og sådan fortsætter det.

En dag tager Sonia og Haneen, der i øvrigt er kristne palæstinensere, til demonstration i Jerusalem iklædt hijab og jilbab, hvor de har planer om at bede fællesbøn med muslimerne. Her bemærker Sonia en kvindelig israelsk soldat. »Jeg var nysgerrig på, hvad de tænkte. Troede de, at de stod vagt over for en gruppe af muslimske fanatikere? Vi, de uciviliserede vilde. Troede de helt oprigtigt, at de lige nu var i gang med at bekæmpe islam, eller islamister, sådan som de med jævne mellemrum foretrak at fremstille det i medierne, når de erklærede deres solidaritet med ofrene for terrorangreb i vestlige hovedstæder ved at sige: Vi ved, præcis hvordan det føles, det er helt ligesom det, vi må bekæmpe? (…) Det var ikke frygt, men stolthed, der pulserede igennem mig nu. De måtte gerne tro, vi var fanatiske.«

Når Sonia og Haneen deltager i fællesbønnen, selvom de ikke er muslimer, så nedbryder det antagelsen om, at den palæstinensiske frihedskamp er en religionskamp. Men samtidig er det en frihedskamp, der opleves meget forskelligt. Sonia og hendes far føler en stolthed og styrke i deres aktivisme, hvorimod Hazem og Rashid fik knækket deres “ånd” af den undertrykkelse, de gennemlevede.

Isabella Hammads sprog er så medrivende, at man ikke nænner at springe et ord over. Hun skildrer fortællinger om palæstinensere, der ligesom alle andre er optaget af familiedramaer, kærlighed, skilsmisser, venskaber, kunst og som så mange andre kulturpersoner – optaget af Shakespeare.

Hun fletter de forskellige karakterers personlige historier ind i en ekstremt politiseret kontekst, og belyser dermed de menneskelige konsekvenser af den politiske virkelighed. Bogen giver læseren et indtryk af den intensitet, der findes når man lever under en besættelsesmagt, hvor enhver bevægelse kan tolkes som en trussel – selv endda scenekunst. Isabella Hammad viser, at hvis man skal forstå Israel-Palæstina konflikten på en ikke-polariseret måde, så må man begynde med at se mennesket. Netop dette demonstrerer hun i Genfærd ind.

Isabella Hammad, Genfærd ind, oversat af Niels Henning Krag Jensby, Politikens forlag

Boganmeldelsen er først blevet publiceret i Atlas (23-02-2024)