Af Iman Hassani

27. april 2017 traf Ligebehandlingsnævnet afgørelsen om, at en erhvervsskole godt må forbyde elever at bede på skolen. En elev havde klaget til Ligebehandlingsnævnet om, at skolen havde et forbud mod religiøse ritualer som en del af sine ordensregler.

Skolen begrundede denne ordensregel med, at den tidligere har haft episoder, hvor elever, der skulle bede, angiveligt skabte uro og utryghed på skolen. Denne principielle sag blev afgjort af formanden for og fire medlemmer af Ligebehandlingsnævnet.

Det er dog værd at bemærke, at selv om vurderingen blev afgjort af få mennesker, kan denne afgørelse få politiske konsekvenser for en række borgere i samfundet. Det kan have en dominoeffekt på andre skoler, sågar arbejdspladser, fordi et nævn med en særlig magtposition i samfundet har sat streg under, det er tilladt at forbyde borgere at bede en bøn på skoler.

Forbud mod bøn illustrerer en holdningssag, der deler vandene i vores samfund. Enten er man for, eller også er man imod. Samtidig belyser det vores forståelse af diversitet eller manglen på samme, da bønnen netop udfordrer vores rummelighed i det offentlige rum.

Det interessante ved skolens forbud er, at argumentet bunder i, at der har været episoder, som har ledt til konflikter, skabt uro og utryghed blandt nogle lærere og elever.

Jeg mener heller ikke, at det er på sin plads at slå bedetæppet ud midt i kantinen

Min hensigt er ikke at negligere de konflikter, der har været, og jeg mener heller ikke, at det er på sin plads at slå bedetæppet ud midt i kantinen.

Efter min bedste overbevisning kan konflikter på en skole dog umuligt undgås. Spørgsmålet er så, hvordan vi håndterer disse konflikter. Der har været adskillige konflikter i form af slåskampe til gymnasiefester, men det har aldrig fået en skole til at forbyde disse fester, fordi man vurderer, at festerne er en del af skolekulturen.

Elever har været til udpumpning på studieture, og stadig er disse ture en vigtig del af gymnasielivet.

Disse arrangementer får lov til at fortsætte, fordi man har den helt legitime indstilling, at få ballademagere ikke skal ødelægge det for alle andre. Men når det kommer til bøn på en skole, skal der ikke meget til, før det bliver forbudt.

Der gives ikke plads til dialog. Det, der problematiseres i sagen, er ikke de elever, der skaber uro og et utrygt miljø, men bønnen. Det vil sige, at bønnen ligestilles med konflikten.

Det, der problematiseres i sagen, er ikke de elever, der skaber uro og et utrygt miljø, men bønnen. Det vil sige, at bønnen ligestilles med konflikten

I sådan en situation vil det være mest hensigtsmæssigt at diskutere uroen på skolen frem for at nedlægge forbud mod bøn. Ledelsen på en skole bør bestræbe sig på at skabe en behagelig skolekultur med en respektfuld tone for derved at forhindre eventuel uro og konflikter blandt eleverne.

Det skal man gøre i stedet for at problematisere og kriminalisere bønnen, hvilket sender et signal om, at skolen anser bønnen for at være det problematiske i disse konflikter. Derfor er skolens og Ligebehandlingsnævnets afgørelse udtryk for en holdning til bøn og intet mindre.

Det er anerkendelsesværdigt, at den omstridte skole, som de fleste andre skoler, har et punkt i deres ordensregler, der understreger vigtigheden i at opretholde respekt og tolerance over for andre på tværs af religion, kultur og politisk overbevisning. Spørgsmålet er blot, hvordan dette kan opnås, hvis en simpel praktisering af bøn bliver tabuiseret? Respekten for diversitet er yderst vigtig.

Mødet med andre mennesker med en anden livsanskuelse end ens egen giver den enkelte større forståelse for andre religioner og kulturer, som er en vigtig kompetence i den globale verden samt en vigtig del af ens dannelse.

Det er fint med de ordensregler, der fremhæver vigtigheden af gensidig respekt og tolerance for hinandens forskelligheder. Det bliver bare lidt overfladisk, hvis man ikke møder den diversitet i sin dagligdag og dermed ikke nænsomt lærer, at den forskel ikke er farlig, men blot bunder i personlig overbevisning om meningen med ens eksistens.

Dette debatindlæg blev først publiceret i Politiken den 4. maj 2017.